Hologramtryk

Revolutionerende hologramtryk

onsdag 23 maj 12

Kontakt

Lars René Lindvold
Seniorforsker
DTU Nutech
46 77 49 69

Det er normalt en omstændelig proces i flere trin at forsyne pengesedler, dankort og mærkevarer med hologrammer. Men en ny metode gør det muligt at integrere hologrammer i en almindelig trykkeproces. Teknikken sparer tid og penge, er bedre for miljøet og åbner helt nye muligheder for industriel mikro- og nanostrukturering af overflader.

Massefremstillingsprocesser for hologrammer produceret som mikro- og nanostrukturerede overflader er normalt meget omstændelige: Hologrammerne fremstilles på nogle få trykkerier med specielle trykkemaskiner på særskilte folier. Disse transfer-folier sendes videre til det almindelige trykkeri, som så skal overføre hvert enkelt hologram til tryksagen ved hjælp af kostbart specialudstyr. Det forsinker processen, præcisionen er problematisk, og en stor del af folien bliver tilovers og kan blot kasseres, når hologrammerne er overført.

En vild idé

”Hvis bare hologrammet kunne trykkes direkte på etiketten som en ekstra farve. Så ville det blive lettere for vores kunder at trylle med effekterne og tilføje dette sikkerhedsniveau.” 

Sådan ønsketænkte man for 15 år siden i firmaet Nilpeter, der fremstiller trykkemaskiner til etiketter. Problemet blev forelagt for Lars Lindvold, seniorforsker på DTU med speciale i laserteknologi og lysfølsomme materialer, og Jan Stensborg, ejer af et firma, der rådgav om integration af hologrammer i sikkerhedstryksager.

De to gik i tænkeboks, eller rettere: De tænkte ud af boksen og fandt ud af, at løsningen lå i at støbe hologrammet i stedet for at trykke det. Andre havde forsøgt sig med at have hologramstøbeformen siddende på en roterende cylinder, men det var et problem at få hærdet lakken, lige idet trykket blev afsat, hverken før eller efter. Samtidig gav det problemer, at materialet var svøbt omkring den roterende cylinder, fordi hologrammet kunne krakelere, når det efterfølgende drejede væk fra cylinderen.

”Lars fik den vilde idé at bruge en gennemsigtig trykcylinder, sætte en lyskilde ind i den og sørge for, at det lakhærdende lys blev fokuseret ned i en lille sprække, så det ramte med høj intensitet præcis i det øjeblik, hvor formen var i den våde lak på materialet,” fortæller Jan Stensborg. ”Med denne teknik kunne vi føre et medie forbi valsen og støbe hologrammet præcis, hvor vi ville have det.”

/-/media/DTUdk/Nyheder/arkiv/revolutionerende-hologramtryk/hologramtryk.ashx

 

Læs mere i Dynamo om udviklingen af den revolutionerende ide.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.