Seniorforsker Mayank Jain fra DTU Nutech ved en TL/OSL-reader, som han bruger i sin forskning og er med til at udvikle sammen med sine kolleger. Foto: Mikal Schlosser

Geologerne elsker apparatet fra Risø

fredag 18 mar 16

Kontakt

Bent Lauritzen
Afdelingschef
DTU Nutech
46 77 49 06
DTU Nutech udvikler og eksporterer et apparat, TL/OSL-readeren, som især geologer over hele verden er vilde med. Med udgangen af 2015 blev apparat nummer 400 afsendt fra DTU Nutech.

På DTU Risø Campus gemmer sig en sand eksportsucces, som kun er kendt af få. Teknikere og forskere fra DTU Nutech – Center for Nukleare Teknologier – udvikler og producerer såkaldte TL/OSL-readere. TL står for Thermoluminescence og OSL står for Optically Stimulated Luminescence, og det er metoder, der bl.a. kan afdække, hvornår et sandkorn sidst har set solens lys – viden, som geologer og arkæologer verden over bruger i deres udforskning af bl.a. landskabers udvikling, klimaændringer og menneskets udvikling.

Foto: Mikal Schlosser
Forskningstekniker Per Günther Sørensen er en del af det 10 mand store team på DTU Nutech, som udvikler, samler, tester og sælger de readere, som forskerne bruger til deres målinger. Foto: Mikal Schlosser. 

Med udgangen af 2015 kunne DTU Nutech afsende TL/OSL-reader nummer 400 fra Risø. Det årlige salg ligger på omkring 20 apparater, og det avancerede apparat står nu i laboratorier i mere end 40 lande verden over. At fremstillingen sker på DTU Nutech, skyldes, at der anvendes radioaktive kilder – alfa og beta-kilder – i selve apparatet.

DTU Nutech har tæt kontakt med internationale forskere, der kommer til centeret for at forske eller blive undervist i brug af TL/OSL-readeren. DTU Nutechs forskning med og udvikling af readeren sætter sig også bemærkelsesværdige spor i forskningens verden: På den seneste internationale konference for forskning i luminescens-datering var 90 procent af præsentationerne baseret på apparater eller metoder, som er udviklet af DTU Nutech.

Den første TL/OSL-reader blev fremstillet i 1982, og i dag beskæftiger fremstilling, udvikling og salg af apparatet cirka 10 medarbejdere på DTU Nutech.

Sådan virker TL/OSL-readeren

Foto: Mikal Schlosser 

Foto: Mikal Schlosser

1. Karrusel

De materialer, der skal undersøges, lægges i et ’prøvehjul’ (i daglig tale kaldet sample wheel), der drejer rundt inde i TL/OSL-readeren. Her bliver prøverne udsat for en cyklus af påvirkninger: Opvarmning, lys og radioaktivitet. Ved en standard-datering af et mineral kører hjulet med materialerne igennem en cyklus af påvirkninger cirka tolv gange. Der er plads til 48 prøver på hvert ’sample wheel’. Hver prøve kan bestå af et enkelt eller op til flere tusinde sandkorn.

2. Detektions- og stimuleringshoved

Lyskilderne, der bruges til optisk stimulering af prøverne, er typisk blå, grønne og infrarøde LED’er eller lasere. Luminescensen – dvs. det lys sandkornene afgiver efter at være blevet (optisk) stimuleret – er så svagt, at en række filtre er påkrævet for at detektere det. Filtrene filtrerer stimuleringslyset væk, da det er ca. 1018 gange stærkere end selve luminescensen.

3. PM-rør eller EMCCD-kamera

Den frigivne luminescens bliver målt af enten et såkaldt PM-rør (Photomultiplier) eller et EMCCD-kamera (Electron Multiplying Charge Coupled Device). DTU Nutech var i 2014 de første til at levere et funktionsdygtigt kamera til TL/OSL-readeren.

4. Radioaktiv kilde

Bestråling af prøverne er en forudsætning for at kunne datere dem. Sammenholdt med luminescensen (dvs. det lys materialet afgiver under stimulering) opnår forskerne en præcis tidsbestemmelse af prøverne. Kilden er typisk en betakilde (strontium), men det er også muligt at sætte andre kilder på TL/OSL-readeren f.eks. en røntgenkilde eller en alfakilde.


Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.