Produktionsansvarlig til Hevesy Laboratoriet

DTU Nutech
fredag 23 mar 18

Send ansøgning

Frist 30. april 2018
Du kan søge om jobbet ved DTU Nutech ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Vi søger en engageret akademiker med teknisk- eller naturvidenskabelig baggrund med lyst til at blive produktionsansvarlig for fremstilling af livsvigtige, radioaktive lægemidler til danske hospitaler.

Jobbet
Hevesy Laboratoriet er en radiofarmaceutisk og radioøkologisk facilitet beliggende på DTU Risø Campus i Roskilde. Laboratoriet har to cyklotroner til fremstilling af biomedicinske radioisotoper, heriblandt F-18 til PET skanning. Faciliteten rummer isotoplaboratorier og renrum til radiokemisk forskning og udvikling og til radiofarmaceutisk produktion.

I disse år gennemgår radioaktive lægemidler en rivende udvikling inden for såvel diagnostik som terapi, især inden for cancerområdet. Forskningen i Hevesy Laboratoriet vedrørende udvikling af nye, radioaktive lægemidler foregår i tæt, tværfagligt samarbejde med universitetshospitaler, forskergrupper på DTU og andre universiteter samt med industrien. Hevesy Laboratoriet er godkendt til lægemiddelproduktion og fremstiller radioaktive lægemidler til danske hospitaler på daglig basis.

De primære ansvarsområder

  • Produktionsansvarlig i henhold til GMP-standarden for produktionsudstyr, renrum og isotoplaboratorier, der anvendes til fremstilling af radioaktive lægemidler
  • Tæt samarbejde med øvrige ansatte, der arbejder med lægemiddelproduktion
  • Tæt samarbejde med Hevesy Laboratoriets forskere om forskning og udvikling af nye, radioaktive lægemidler.

Vores forventninger til dig

  • Vi lægger vægt på godt samarbejde i et tværfagligt miljø, teknisk snilde og nysgerrighed samt en udpræget ordenssans
  • En teknisk- eller naturvidenskabelig kandidatgrad
  • Kendskab til radioaktivitet og ioniserende stråling
  • Gerne kendskab til akkreditering, certificering eller kvalitetsstyring. Vi vil tage hånd om den nødvendige oplæring til selvstændig opfyldelse af GMP-kravene

Hvad tilbyder vi dig
På DTU bliver du del af et universitet, hvor viden og uddannelse med et globalt perspektiv er omdrejningspunktet. Ny teknologi, innovation og viljen til at skabe noget, der kan komme os alle til gavn, er hjørnestene på DTU. Vi værdsætter høj faglighed, og ønsker at du løbende udvikler dig i takt med dit ansvar. En naturlig del af dit nye job bliver således høj faglighed, din egen udvikling og ansvarlig handlefrihed.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår afhænger af kvalifikationer og den organisatoriske indplacering. Lønnen forhandles i overensstemmelse med overenskomsten mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 30. april 2018. Søg stillingen online på www.job.dtu.dk. Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte professor, fungerende produktionsansvarlig Mikael Jensen (e-mail: kmje@dtu.dk, mobil: +45 26 25 58 90).

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. 11.000 studerende uddanner sig her til fremtiden og 5.800 medarbejdere har hver dag fokus på uddannelse, forskning, myndighedsrådgivning og innovation, som bidrager til øget vækst og velfærd. DTU stiller krav og giver muligheder uanset hvor i organisationen, man arbejder. Vi står for høj faglighed, kollegial respekt og ansvarlig handlefrihed.